Egebjerg Præstegård

Restaurering og nyindretning

Egebjerg Præstegård

På baggrund af Egebjerg Sogns Menighedsråds ønsker om at imødekomme en mere moderne og komfortabel bolig for en kommende præstefamilie, blev der udarbejdet et projekt for ud- og indvendig istandsættelse og nyindretning af Egebjerg Præstegårds stuehus. Stuehuset bar præg af mange års ombygninger, reparationer og årtiers påførte lag af uhensigtsmæssige konstruktioner og materialer.

Den overordnede vision for stuehuset var at:
– Genskabe den originale plandisponering og tilbyde en ny indretning.
– Forbedre boligkvaliteten med isolering af vægge, gulve og lofter.
– Udbedre faciliteterne med nye badeværelser og køkkener.
– Forbedre opbevaringsmulighederne og den generelle funktion af de enkelte rum.

Samtidig skulle der sikres en bevarelse af stuehusets unikke arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, herunder hovedskillevæggen, bygningens rumforløb med langstrakte kig samt detaljer som fyldnings- og revledøre, fodpaneler og gerichter.

Særligt vigtigt har det været at arbejdet og restaureringen blev udført på bygningens præmisser og med formålet at genetablere samt styrke og fremhæve eksisterende kvaliteter i Egebjerg Præstegård samtidigt som nutidige ønsker om komfort, et sundt indeklima og energieffektivitet imødekommes.