Skovby Kirke

 

VUNDET KONKURRENCE  
Tilbygning af dåbsfaciliteter

Hovedgreb
Det nuværende våbenhus fra 1887 står i kontrast til kirkens romanske skib og kor. Våbenhuset har stilistisk forbillede i samtidens missionshuse og er opført med markante nationalromantiske træk. 

Forslagets hovedgreb er at føre det nuværende våbenhus tilbage til den tidligere simple figur og hvidkalkede stoflighed. På den måde frembringes kirkens romanske træk og hierarki mellem tårn, skib, kor og våbenhus. 

 

Tilbygning
I forlængelse af våbenhuset opføres en mindre tilbygning. Tilbygningen spænder fra våbenhuset til kirketårnet med en diskret og samtidig klar geometri. Den placeres tilbagetrukket hvormed kirkens nuværende figur fra hovedankomsten bibeholdes. Med tilbygningens placering mod syd opnås en visuel forbindelse til sognegården og samtidig undlades nye åbninger i kirkens murværk.

Tilbygningen kobles til våbenhuset med et rundet murværk og mod kirketårnet med et let og tilbagetrukket dørparti. Overgangen til kirketårnet er hermed en nænsom kobling til det historiske murværk. Ved dørpartiet opnås ligeledes et strejflys langs tårnets ny indre sydfacade, som ses i det nye dåbsværelse. 

Facaderne på tilbygningens facade udføres som én samlet mur – udført af genanvendte mursten fra åbningen i våbenhusets vestfacade. Murstenene suppleres i nødvendigt omfang med nye i samme format og tekstur så der opnås en fuldstændig ens stoflighed mellem tilbygningen og våbenhuset facader. Ligeledes genanvendes sokkelsten fra våbenhuset suppleret med nye til at udføre soklen på tilbygningen.

Tilbygningens tag udføres med lav hældning i pyramideform, der understreger rummets kvadrat; taget afsluttes bagved murkronen. Taget udføres i zink med skotrender for afvanding. 

Funktioner
I våbenhuset fjernes kassemuren mod syd for at udnytte rummet optimalt. Den eksisterende trappe flyttes til modsatte side og lemmen erstattes af plankevæg, opbygget rundt om trappen. Dermed opnås depotrum under trappens løb. Våbenhuset indrettes desuden med garderobe og niveaufri adgang til handikapvenligt toilet og dåbsfaciliter. 

Dåbsværelset kobles på våbenhuset via et tekøkken indrettet diskret i en niche med vask, under- og overskabe. Tekøkkenet kan aflukkes ved foldedøre, som indgår i en plankevæg med stolpekonstruktion. I sammenkoblingen mellem tilbygningen og våbenhuset, erstattes murværket af to langsgående dragere, der hviler af på den bevarede murpille ved skibets facade samt ved våbenhusets gavl. 

Den primære ganglinje mellem de respektive funktioner løber langs skibets historiske facade med strejflyset og afsluttes ved det nye lette dørparti. Dåbsværelset oplyses stemningsfuldt via et ovenlysvindue suppleret af et smalt vindue mod syd, der formmæssigt matcher våbenhusets slanke vindue i gavlen. Rummet møbleres med tre fastebænke til tre dåbsfamilier.